Kølehus modul

Dette modul var det første der blev bygget, og bærer tildels præg af det.

Målet med det første modul var at afprøve teknikker, rækkefølge etc.

Sporforløbet skulle være ret simpelt så en sporplan med et enkelt stikspor fra hovedsporet ind til en industri blev valgt.

Materialet til selve modulkassen blev 10mm spånplade, da det er billigt, og forholdsvist nemt at forarbejde, så hvis der blev begået fejl, eller noget under bygningen viste sig at være uhensigtsmæssigt, så ville det ikke være en katastrofe, hvis forsøget endte med at blive kasseret.

Siderne på modulkassen bliver det eneste synlige når modulet med landskab er færdigbygget, så det er vigtigt at de er pæne, så de blev skåret i eet stykke, dvs. så toppladen ikke lægges ovenpå siderne, men derimod så siderne monteres "på siden af" toppladen. Endepladerne monteres indenfor på alle 3 sider, så sidepladerne fylder hele siden og toppladen fylder hele toppen i længden.

Modulkassen blev samlet ved at sætte en træliste på indersiden af toppladen i hver side på den lange led, så den flugtede med kanten, og skrue den fast med 3 skruer. Derefter blev listen limet med hvid trælim og skruerne brugt til at holde listen fast indtil limen var hærdet. Samme procedure blev brugt til at montere siderne mod listen og toppladen.

Hele processen med skruerne blev droppet til de efterfølgende moduler, da det viste sig at være lettere at bruge skruetvinger til at holde siderne fast og der ikke rigtigt er brug for den ekstra stivhed i de forholdsvis små moduler. Modulerne flekser ikke og kan ikke umiddelbart vrides ved håndkraft. 

Efter færdigmontering af siderne blev der spartlet og slebet over skruerne, så man ikke ville kunne se hvor de befinder sig efter modulet er blevet malet. Siderne blev malet med en grå grunder.

 

På grund af utålmodighed med at komme igang med at lægge skinner og lave landskab blev her begået den fejl at begynde på det før enderne på modulkassen var monteret. Det viste sig senere at gøre monteringen af endestykkerne decideret besværlig, bl.a. fordi det viste sig at trælisterne sidder i vejen for hullerne til sammenspænding af moduler.

 

Det blev valgt at bruge Fleischmann's skinner og lægge disse på korkunderlag fra Faller, som er meget fleksibelt, og som tillader at selve banedæmningen følger ret skarpe kurver. Først blev punktet for sporskiftet lagt fast og så blev korkunderlaget limet fast på spånpladen med en speciallim, som skulle udmærke sig ved at forblive fleksibel efter hærdning. Skinnerne blev limet fast på korkunderlaget med samme speciallim.

Monteringen af skinnerne startede med stiksporet.

Med sporskiftet placeret kunne afkoblingsskinnen også placeres, således at den lange skinne ud til stopbommen kunne sættes fast og bruges til at arbejde ud fra (Sporskifter og afkoblinger limes ikke fast, således at de kan genbruges). 

Så var det tid til patinering af det nylagte spor, måske ikke lige det mest logiske tidspunkt, men det er jo trods alt lysten der driver værket.

Sporstrengene blev malet på siderne med Model Master 4675 Rust, som virker lige rød nok. Det ville måske have været bedre hvis den havde været en lille smule lysere og mere brun, men det kan jo afprøves på et senere modul. Efter nogle få minutter fjernes malingen fra anlægsfladen på skinnehovedet og på inderkanten af skinnehovedet, så strømoptaget forringes så lidt som muligt.

Det er nok også lidt tidligt i forløbet, men ballast skal der jo på.

Teknikken der blev brugt her er lidt anderledes end de fleste man læser om. Andre bruger en forstøverflaske til at gennembløde ballasten, hvorefter der tilføres hvid lim. Det kan være lidt svært at kontrollere hvad der bliver vådt og hvor vådt det bliver, så i stedet brugtes her hvid lim blandet op med vand og lidt opvaskemiddel. Blanding dryppes på med en engangssprøjte.

Opløsningsforholdene er ca. 1 del hvid lim til 3 dele vand og et par dråber opvaskemiddel, men det er ikke kritisk. Det vigtigste er at opløsningen er letflydende og at den omgående trænger ned i ballasten. Hvis ikke er den enten for tyk eller der er for lidt opvaskemiddel i. En for tyk opløsning har også tendens til at "trække" i ballasten når dråben rammer. Hvis opløsningen er for tynd trænger den normalt godt nok ned, men så sidder den ikke fast når den er tør.

En rettesnor er at det skal ligne en mellemting mellem skummetmælk og sødmælk.

Den anvendte ballast er Peco PS-26, som ligner nylagt, frisk ballast. Hovedsporet skal ballasteres med Noch 95620/Woodland Scenics B72, som er småkornet rødbrun og derfor ligner ældre ballast.

Det er en særdeles god idé at prøvekøre sporet efter der er lagt ballast ud, men inden der påføres lim. På denne måde finder man steder hvor ballasten ligger i vejen, og hjulene vil i mange tilfælde selv skubbe ballasten væk.

 

Så startede landskabsbygningen.

En stor opdagelse for nogle år siden var "flødeskum". Der er tale om en letvægtsfiller, som er utroligt let at arbejde med, som tørrer rimeligt hurtigt, og som er vandbaseret, så hvis man har brug for noget tyndere end den almindelige spartelmasse, så blandes der ganske simpelt op med vand til den rette viskositet nåes. Overfladen bliver ikke en hård glat overflade som spartelmasse, men lidt mere porøs. Dette betyder at den er lettere at bearbejde end spartelmasse, men betyder til gengæld også at den er mere udsat hvis man rammer den. Muligvis kan filleren tones til fx. brun, men det er ikke forsøgt. Det aktuelle produkt er "Borup Letvægtsfiller", som er købt i Silvan.

Ovenfor er de første små forhøjninger på landskabet lagt på med filler, og de større forhøjninger, hvor der skal stå træer, er lavet med flamingo, hvor der er lavet huller til træerne. For at hullerne ikke skal blive lukkede af filleren, så blev der sat tændstikker i. Derefter blev der malet jordfarve med Model Master 4846 Dark Earth, som giver en glimrende baggrund for græs.

Plantning af græs. Med pensel påførtes først den samme opløsning af hvid lim som blev brugt til ballasten, og derefter spredtes ved hjælp af en Noch Streugras plastikbeholder HEKI 3359 Frühlingswiese, som er en lys-mellem grøn græs. Hvis beholderen med græsset rystes kraftigt et stykke tid, så vil gnidningen af græsset mod plastikbeholderen opbygge en vis statisk elektricitet og græsstråene vil for en stor dels vedkommende stå op, når de er spredt ud. Udfra resultaterne har det ikke været nødvendigt at investere i en Grass-master e.lign. elektriske apparater. Noch beholderne gør arbejdet glimrende.

Buske og træer er en del af landskabet, men det er generelt et stort problem at få dem placeret så det ser naturligt ud.

Her er der brugt afklippede stumper af HEKI Flor 1550-1557. Træstammen der ligger mellem træerne er blot en afknækket kvist fra en busk som så er limet fast og delvist påført lim-opløsningen, så det ser ud som om den har ligget der længe og græsset delvist gror henover den.

Knappenålen i skinnen var for at forhindre at ballasten skulle lukke hullet som Fleischmann stopbommen sættes i.

Ovenfor var der så malet brunt og rødbrunt til bund for marker. Her blev begået en fejl idet markvejen som skal løbe langs sporet fortsætter ud over kanten af modulet, hvilket ser mærkeligt ud når der sættes andre moduler ved siden af.

Ovenover er der lavet yderligere landskab, blandt andet marker med Woodland Scenics Turf, Yellow Grass T43 og Earth T42, som begge er meget småkornede. Hvad den sidste er lavet med er uklart.

Ligeledes var alle spor nu lagt, heriblandt 2 Fleischmann afkoblinger. Umiddelbart kan det virke lidt mærkeligt med en afkoblingsmulighed på et gennemgående hovedspor, udfra at det i de fleste tilfælde vil være muligt at sammenrangere stammen så toget bare stikker enden ind på stiksporet og af- eller tilkobler de sidste vogne. Dette er dog ikke altid muligt, fx. kan der være gods i stammen med tvungen position, såsom tankvogne. Uden afkoblingsmuligheden på hovedsporet vil det ikke være muligt at klippe stammen i stykker og rangere vogne inde fra stammen ind på stiksporet. Hvis man bruger koblinger med for-afkoblingsmulighed, så ville det teoretisk set være muligt at nøjes med en afkobling, men i så fald skulle den placeres foran sporskiftet i højre side og det ville enten kræve et bredere modul eller skære stiksporets længde voldsomt ned, fordi resten så skulle rykkes mod venstre.

Sporlægningen blev afsluttet med fastlodning af skinnerne på 2 messingskruer i hver ende ud mod modulkanten. Inden da var der på skruerne blevet loddet kraftigt dimensioneret ledning, som så blev ført gennem toppladen og ned til en gennemgående lednings-"bus" der også forbinder kørestrømmen mellem modul-enderne. Da modulet skal køre digitalt, så blev der ikke indsat isoleringslasker noget sted, men udfra at sporskiftet ikke fastmonteres, så vil det være muligt i givet fald på et senere tidspunkt at afmontere det og indsætte isoleringer. Det var forventet at de 2 sæt fødeledninger var nok.

Efter endt sporlægning var det tid for prøvekørsel. Det viste sig hurtigt at rustfarven var trængt ind omkring laskerne og virkede som isolering. Umiddelbart var der ikke mange realistiske løsninger på problemet, men det blev foreslået af Bo Holmqvist at lodde en fødeledning på hver eneste skinne. I første omgang virkede det som lidt af et "over-kill", men set i lyset af at de eneste reelle alternativer var 1) at lade være med at male skinnerne omkring skinnestødene, 2) at lodde skinnerne sammen, hvilket ville fjerne muligheden for genbrug og udskiftning af sporskifter etc., og 3) at lade være med at køre, så blev forslaget fulgt og gevinsten er udover at man ikke længere er afhængig af laskerne, at strømmen føres til sporet så mange steder at spændingstab over lange strækninger elimineres, og at flere lokomotiver på samme strækning (men ikke samme skinne) ikke trækker (hovedparten) af strømmen gennem den samme fødeledning og skinne, men derimod fordelt over flere parallelle. Derfor behøver kun "bussen" være særligt kraftigt dimensioneret. Det gør det muligt at bruge almindeligt dimensionerede ledninger til fødeledninger, og disse er langt mere diskrete når de er loddet på skinnen.

Det eneste umiddelbare problem med løsningen er muligheden for strøm-sløjfer og udfra at der optræder el-motorer sammen med firkantede DCC signaler kan det måske give problemer ?

Efter der var loddet fødeledninger på alle skinner blev modulet prøvekørt og udover et par steder med en smule lim forløb resten af prøvekørslen uden problemer.

 

Næste opgave var så selve industrien.

Der blev eksperimenteret med flere forskellige industrier. I første omgang var tanken at bygge en forlænget (dobbelt) version af Heljans kornsilo (677), men det viste sig hurtigt at der ikke var plads til så stor en industri, så alternativer i form af Heljans kølehus (674), lagerbygning (675), kornmølle (670), møbelfabrik (672) og konservesfabrik (673) blev prøvet. En stor vægt på Heljan, men Heljan laver mange forskellige industribygninger, mens det er meget sparsomt med sådanne hos Vollmer, Kibri m.fl. Derudover er de fleste af Heljans industribygninger ikke særligt specifikke i forhold til den industri de er lavet til, hvilket vil sige at de kan bruges til andre brancher og formål. Endelig er de forholdsvis billige.

 

Valget faldt efter en del overvejelser på Heljan 674 kølehus, fordi størrelsen passede og trafikken til industrien kan blive ret forskelligartet, dog kun kølevogne.

Udfra sporets forløb passede kølehuset ikke helt perfekt fra starten, fordi

• antallet af porte på tog og lastvognssiden var forskelligt og med det højeste antal mod lastvignsside
• den visuelt tungeste ende af industrien, dvs. tårnet, ville komme til at ligge nærmest hovedsporet

Éfter indledende undersøgelser viste det sig at siderne umiddelbart kunne byttes og industrien dermed kunne vendes så tårnet kom til at ligge længst væk fra hovedsporet og det største antal porte blev vendt mod togsiden.

Selve bygningen af industrien bliver beskrevet under Kølehus under Byggeri.

Først blev bygningen placeret i forhold til sporet, således at en standard kølevogn (Interfrigo, Danefrost etc.) efter afkobling ville stå med døren udfor selve læsserampen således at en enkelt vogn alene ved industrien realistisk ville kunne læsses/losses. Læssehøjden med sporet lagt på kork betød at det ville blive nødvendigt at hæve selve bygningen nogle millimeter.

Selve området omkring industrien skulle bestå af et asfalteret areal med en parkeringsplads og et frit areal foran læsse/losse portene på lastvognssiden, som så skulle strække sig videre bagud end selve modulet. For at få selve det asfalterede areal så fladt som muligt blev der skåret en mængde små stykker pap til i en bredde svarende til hvor meget bygningen skulle hæves. Disse pap-stykker blev så bukket på midten og limet lodret/vinkelret på området, således at deres overkant angav overfladen på området. Derefter blev der spartlet med "flødeskum", spartlet efter og jævnet ud. Samtidig blev der anlagt en bakke helt til højre på modulet (dvs. til venstre på billedet herunder).

Ud mod højen til højre på modulet blev forhøjningen lavet så det ligner en jordpåfyldning, dvs. ikke helt regelmæssig i formen, men alligevel med en kant der løber nogenlunde parallelt med parkeringspladsen. Bakken blev malet Model Master 4846 Dark Earth og derfter blev der sået græs. Græsset på toppen af bakken er sået tyndere, så den brune jord skinner igennem.

Til sidst blev et stykke plastcard skåret til i de rette mål, og derefter malet med Model Master 4746 Medium Gray, som nogenlunde ligner forholdsvist nylagt asfalt. Som afslutning blev der lagt et lag af lysebrun ballast omkring hele industrien og på skråningen til parkeringspladsen. Det ligner grus, så industrien ser forholdsvist nybygget ud. I lavningen mellem højen og parkeringspladsen blev der brugt mørkere græs (NOCH 08320 Dark Green) så der ser fugtigt ud.

Det næsten færdige landskab med industrien placeret.

Her stod det klart at drevene på Fleischmann afkoblingerne så alt for dominerende ud.

 

Derudover larmer selve drevet ret meget når det aktiveres. Uhlenbrock fremstiller en afkobling som er både lydløs og meget, meget mere diskret; faktisk kan selve afkoblingen kamoufleres nok til at være stort set usynlig når den ikke er aktiveret.

En af Fleischmann afkoblingerne blev fjernet og et almindeligt skinnestykke isat i stedet. Der er mere arbejde involveret med Uhlenbrock afkoblingen. Først bores et hul ned gennem skinnen - her er det meget vigtigt at hullet bliver lavet nøjagtigt lodret. Derefter monteres selve afkoblingen og justeres så den bevæger sig frit i hullet. På den ene af afkoblingerne blev dette en frusterende oplevelse netop fordi hullet ikke var nøjagtigt lodret.

Efter monteringen skal selve afkoblingspladen monteres. I første omgang virker det ikke som en stor opgave, men justeringen af højden er et pillearbejde og specielt i dette tilfælde, fordi det er meningen at de skal bruges sammen med Fleischmann Profi-koblinger. Normale koblinger kan ikke fange en kant på afkoblingspladen, men Profi-koblingerne har nogle krog-lignende profiler underneden, hvilket betyder at afkoblingspladen både skal justeres i forhold til en mindste højde og en maximum højde. Det kan lade sig gøre, men det er problematisk at afkoblingspladen ikke kan fixeres efter justering, fordi den så vil problematisere afmontering af hele afkoblingen.

Begge afkoblinger blev udskiftet og nu lægger man stort set ikke mærke til at de er der.

<fortsættelse følger>